Embryotransplantation
Embryonet er 7 dage gammelt, når det skylles ud af donorhoppen og overføres til rugehoppen. Embryonet kan kun lige anes med det blotte øje.
Præstationsbaseret avl med fokus på at avle på de hopper, som gør sig godt i sporten og som har vist at de kan holde, er fyldt med dilemmaer for avleren. Udviklingen af embryotransplantationen har åbnet nye revolutionerende muligheder for at avle på gode, yngre hopper sideløbende med, at de går i sporten.

Princippet i teknikken er, at et befrugtet æg (embryon) på dag 7. efter inseminering skylles ud af livmoderen og lægges over i en rugemor. Teknikken er nu så forfinet, at hele avlsarbejdet kan ordnes ambulant ved få besøg af under en times varighed på Højelse Hestekliniks embryostation. Donorhoppen kan derved fortsat være i normal træning under processen.

Embryotransplantations-teknikken kan principielt anvendes på alle hopper, gamle som unge.
Succesraten hos unge/yngre hopper er oftest meget høj, men teknikken åbner også yderst tiltalende muligheder for mere optimal håndtering af ældre eller problematiske hopper.
Det er et meget tidskrævende arbejde at lede efter udskyllede embryoner
Føl efter Blue Hors Zack f. 2008 på Højelse Hesteklinik sfa. embryotransplantation. Føllet ses her med sin rugemor.
Ved embryotransplantation har man en donorhoppe og en recipient (rugemor). Donoren insemineres på almindelig vis med sæd fra en ønsket hingst, og få dage efter ægløsningen skylles denne hoppe og embryonet overføres til recipienthoppen. Selve insemineringen kan både foregå på Højelses Hestekliniks Inseminerings- og Embryostation eller på et andet stutteri, men det er vigtigt, at kende den eksakte dag for ægløsningen.

Der er 3 muligheder for at skaffe Recipienthopper. De kan enten være egne hopper, hopper ejet af Højelse Hesteklinik, eller hopper som ejes af andre samarbejdspartnere. For at Teknikken kan lykkes optimalt skal recipienterne synkroniseres i deres cyklus med donorhoppen, hvorfor det er vigtigt at recipienterne opholder sig på Embryostationen gerne en månedstid før de skal anvendes. For at kunne optimere gruppen af recipienthopper mest muligt, udføres Embryotransplantationerne på Højelse Hestekliniks i perioden 1. maj til 15. august.

Ved skylningen findes oftest kun et men i sjældnere tilfælde 2 eller flere embryoner. Forudsætningen for at finde et embryon er selvfølgelig at donorhoppen har været i stand til at blive drægtig og sandsynligheden for dette er størst hos unge og ukomplicerede hopper. Embryonet undersøges og gøres klar til overførsel under et specielt mikroskop, og selve overførselsprocessen skal foregå utrolig kontrolleret for at opnå det ønskede resultat.

Hvis ikke der findes egnede recipienthopper i nærområdet er der en mulighed for at optimere resultatet ved at sende embryonet i nedkølet tilstand til en anden station i Europa, hvor der er en bedre egnet recipienthoppe. Meromkostningen for forsendelse af embryonet dækkes af donorhoppens ejer.

Det er ligeledes muligt at foretage en nedfrysning af det fundne embryon, hvilket muliggør en senere anvendelse af embryonet. Dette kræver dog en meget nøjere monitorering af donorhoppens ægløsningstidspunkt.

Forud for en embryotransplantation aftales de nærmere praktiske detaljer i forbindelse med udfyldelse af en detaljeret kontrakt.
Guldmedaljehoppen Tørveslettens Stamina er en af de mange unge succesfulde konkurrencehopper, der i 2010 venter embryoføl. Stamina venter to føl efter hingsten Fürstenball.