Handelsundersøgelser
Mønstring på fast bund indgår i en handelsundersøgelse
Handelsundersøgelser kan foregå her på klinikken eller på hestens opstaldningssted. Hvis der samtidig skal foretages rutinemæssig røntgenundersøgelse eller endoskopi af luftvejene skal undersøgelsen foregå på klinikken.

Det er altid vigtigt at medbringe stamtavle eller hestepas ved handelsundersøgelsen. Hvis undersøgelsen ønskes foretaget på opstaldningsstedet skal der være adgang til en ca. 20 m lang løbebane med jævnt, hårdt underlag til mønstring, en jævn gårdsplads eller lignende med hårdt underlag til at longere på samt blød ridebane, ridehus eller rotunde til longering. Den kliniske undersøgelse foregår efter et standardiseret skema (blå sundhedsformular) og omfatter vurdering af hestens funktion og konformation (bygning/ benstilling/ eksteriør) i hvile og bevægelse. Såfremt hesten er tilredet testes den eventuelt med longegjord. Hesten bør altid møde med korrekt skoning eller beskæring, så dyrlægen kan vurdere benstilling og hornkvalitet mest optimalt.

Eventuelle anmærkninger kan være af mere eller mindre klinisk betydning for hesten og der sammenfattes en konklusion, hvor hesten enten bliver anbefalet til køb eller ikke anbefalet til køb under hensyntagen til den påtænkte brug af hesten. Selv om Højelse Hestekliniks dyrlæger på baggrund af stor erfaring i handelsundersøgelser og kendskab til forsikringsselskabernes procedurer forsøger at rådgive dig bedst muligt, kan der forsikringsteknisk være forskel på dyrlægens vurdering og om en anmærkning udløser et forsikringsforbehold. Det er derfor altid anbefalelsesværdigt at vente med at afslutte handelen, til forsikringsselskabet har accepteret hesten i forhold til køberens forventninger.

Højelse Hesteklinik anbefaler altid, at man udarbejder en købekontrakt, hvor man kan notere specifikke forhold vedrørende købet.
Hesten efterses grundigt for asymmetri og mærkes igennem for hævelser og smerteområder
Røntgenbillede af kodeled
Køber/sælger erklæring